Planteværn Online > Skadevoldere - Ukrudts biologi - Rævehale, ager fop/dim-res
Planteværn Online    
27.12 2024 undefined

Ukrudts biologi

Rævehale, ager fop/dim-res Previous page Next page

Gå til ukrudtsnøgle

Forveksling

Kvik, alm., som har bladtænder.
Rævehale, ager, som er morfologisk identisk men ikke resistent overfor fop/dim-midler

Resistens mod herbicider

Hvad betyder mærkningen 'fop/dim-res'?
Navnet ’Rævehale, ager fop/dim-res’ angiver, at der i Danmark er betydelige bestande af agerrævehale, som er resistente overfor herbicider, som indeholder aktivstoffer fra gruppen af herbicider, hvor aktivstoffernes navne ender på '-fop' eller '-dim'.

'fop/dim-midler'blokerer fedtsyresyntesen ved at inhibere enzymet acetyl CoA carboxylase (ACCase) i planter. Idet ACCase styres af ét gen i planterne, kan blot én 'uheldig', naturlig mutation starte en resistent plante. Hvis der herefter udelukkende anvendes fop/dim-midler, vil opformering af den resistente biotype kunne ske hurtigt. God forebyggelse kan opnås ved systematisk at skifte herbicid-gruppe, hver gang en ny vækstsæson starter.

'Hvilke herbicider indeholder fop/dim-midler'?
Følgende herbicider indeholder 'fop/dim-midler' (aktivstoffer i parentes):

  • Agil 100 EC (propaquizafop)

  • Aramo (tepraloxydim)

  • Focus Ultra (cycloxydim)

  • Fusilade Max (fluazifop-P)

  • Grasp 40 SC (tralkoxydim)

  • Primera Super (fenoxaprop-P)

  • Select 240 EC (clethodim)

  • Topik (clodinafop)


Bemærk, at der kan være flere handelsprodukter, som indeholder disse aktivstoffer.

Når der konstateres resistens mod ét herbicid fra denne gruppe, vil der i de fleste tilfælde også være resistens mod de andre herbicider i gruppen. Dette fænomen kaldes også 'krydsresistens'. Internationalt anvendes følgende klassificeringer af herbicider, som inhiberer ACCase-enzymet:

  • WSSA: Klasse 1

  • HRAC: Klasse A


Læs mere i 'Middeldatabasen'.

Hvordan opdages resistens?
I marken opdages herbicidresistens ved, at effekten af en herbicidbehandling bliver markant lavere end forventet. Der kendes 2 forskellige typer af resistens:

  • 'virkningssted-resistens' (engelsk: target-site resistens). Resistente planter forhindrer aktivstoffet i at inhibere ACCase-enzymet. Virkningen er typisk 'on/off', sådan at resistente planter vil være helt upåvirkede af den dosis, som tidligere gav tilfredsstillende effekt

  • 'metabolisk resistens'. Resistente planter vil omsætte (metabolisere) aktivstoffet i større eller mindre grad. Denne egenskab opstår ofte gradvist over flere år, hvorfor denne resistenstype kan være vanskeligere at opdage


Begge resistenstyper er meget alvorlige, idet resistente planter og efterkommere heraf aldrig vil genvinde normal følsomhed. Derfor bør resistente bestande bekæmpes med henblik på total udryddelse. Dette kan bedst ske ved at tilstræbe mindst 95% effekt med andre herbicid-virkemekanismer og/eller andre bekæmpelsemetoder i flere vækstæsoner efter hinanden, indtil der ikke længere er spiredygtige frø eller andre levende plantedele af de resistente biotyper.

Antallet af spiredygtige frø halveres efter et bestemt tidsrum (har en halveringstid), men hastigheden varierer mellem ukrudtsarter og betingelser.

For Agerrævehale kan det tage 4-6 år at udtømme det meste af frøbeholdningen af resistente biotyper, men herefter skal marken fortsat overvåges, idet blot nogle få spiredygtige frø kan gen-starte en ny, resistent bestand.

Hvis der er mistanke om resistens, kan modne frø indsendes til lokale planteavlskonsulenter, eller til Aarhus Universitet i Flakkebjerg, som vil teste frøene for herbicidresistens.

Antallet af ukrudsarter, som er resistente mod en eller flere herbicid-aktivstoffer er stigende, både i Danmark og i andre lande. I Danmark er resistens foreløbig konstateret mode SU-midler og fop/dim-midler.

Kendetegn

Tidlige stadier:
Bladlejet er sammenrullet. Bladene er ret korte og med tydelige ribber på oversiden. Bladtænder mangler. Bladskederne er tydeligt rødfarvede. Skedehinden er middellang ca. 2,5 mm.

Voksen plante:
Ager-Rævehale er en mellemstor plante med 30-60 cm høje, oprette stængler. Småaksene er samlet i cylinderformede duske. Ager-Rævehale kan forveksles med Timothe, men adskiller sig fra denne ved, at småaksene har stak.

Frø:
Ovalt omrids, meget sammentrykt, med knæbøjet stak fra dækbladet under yderavnerne. Tværsnit ovalt. De stærkt sammentrykte, meget fastsiddende yderavner er sammenvoksede forneden, men adskilt i toppen med spids vinkel. Overfladen ru, finnubret og behåret på de skarpkantede nerver. Ovale, sammentrykte, nøgne frø forekommer. Tusindkornsvægt ca. 2,0 g

Biologi

Formering og spredning:
Udelukkende ved hjælp af frø.

Livsvarighed:
Overvintrende enårig.

Betydning

Arten forekommer af og til i efterårssåede afgrøder fortrinsvis i den sydlige del af landet. Ved større forekomster er Ager-Rævehale selv i konkurrencestærke afgrøder meget tabsvoldende. I frømarker med alm. rapgræs og engrapgræs er planten uønsket, fordi frøene er vanskelige at rense fra.

Der er på enkelt lokaliteter fundet biotyper, som er resistente overfor herbicider, som indeholder sulfonyl-urea aktivstoffer (SU-midler), eksempelvis Hussar og Atlantis.

Muligheder for kemisk bekæmpelse findes i 'Herbicider på Tværs'.
Flere værktøjer findes i 'Hovedmenu'.

Systematik

Dansk: Græsfamilien.
Latin: Poaceae

Navne på andre sprog

Dansk : Rævehale, ager fop/dim-res
Tysk : Ackerfuchsschwanz fop/dim-res
Engelsk : Black-grass fop/dim-res
Latin : Alopecurus myosuroides
Norsk : Åkerreverumpe fop/dim-res
Svensk : Renkavle fop/dim-res
EPPO (Bayer) kode : ALOMY

Rævehale, ager fop/dim-res: Meget tidligt stadium
Meget tidligt stadium
Rævehale, ager fop/dim-res: Tidligt stadium
Tidligt stadium
Rævehale, ager fop/dim-res: Skedehinde
Skedehinde
Rævehale, ager fop/dim-res: Rødfarvede <br>
bladskeder
Rødfarvede
bladskeder
Rævehale, ager fop/dim-res: Blomstrende småaks
Blomstrende småaks
Rævehale, ager fop/dim-res: Voksen plante
Voksen plante
Rævehale, ager fop/dim-res: Frø
Frø
Rævehale, ager fop/dim-res: Fremspiring
Fremspiring

 
Planteværn Online udgives af Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet og SEGES Innovation.
Informationer må viderebringes med kildeangivelse.

Skriv e-mail til planteit@seges.dk