Planteværn Online > Skadevoldere - Sygdomme biologi - Brunrust
Planteværn Online    
21.11 2024 undefined

Sygdomme biologi

Brunrust Previous page Next page

Gå til sygdomsnøgle

Sammendrag

Brunrust angriber især hvede og rug. Brunrust kræver megen varme og ses derfor oftest sent i vækstperioden. I Danmark tillægges brunrust i hvede kun mindre betydning, idet angrebene ofte er svage. På bladene fremkommer okker- eller rustfarvede pustler spredt eller tættere samlet på bladpladen. Pustlerne findes hovedsagelig på bladenes overside. Dette gælder også i rug, selv om der i enkelte år kan komme stærke angreb. Der findes flere anerkendte bekæmpelsesmidler.

Mykologi

Brunrust har både sommer- og vintersporer (uredo- og teleutosporer). Uredosporehusene måler op til 1,5 mm i diameter og er spredt ud over bladoversiden. I sporehusene ses de orange-brune uredosporer, som er runde-ovale, 15-30 µm i diameter. Vintersporehusene fremkommer under bladoverfladen primært på bladskeder og blade. De er på størrelse med uredosporehusene, sortblanke og ikke flossede. Teleutosporerne er 30-42 x 14-17 µm og afrundede i spidsen som hos gulrust. Systematik: Basidomycotina, Teliomycetes, Uredinales, Pucciniaceae.

Symptomer

På bladene fremkommer afsmittende okker- eller rustfarvede pustler, spredt eller tættere samlet på bladpladen. Pustlerne findes hovedsagelig på bladenes overside. Omkring pustlerne dannes gule områder. Senere ses angreb på strå og bladskeder. Sidst på vækstsæsonen dannes sorte såkaldte teleutosporer. Pustlerne på rug er lidt mørkere end på hvede. Forvekslinger: Brunrust i hvede kan forveksles med gulrust, men brunrustpustlerne er mørkere, optræder oftest senere og lejrer sig ikke i striber som gulrust.

Angrebstidspunkt

Angreb ses ofte først efter skridning, stadium 55.

Biologi

Brunrustsvampen en er obligat parasit, hvilket betyder, at den kun kan leve på levende plantevæv. Overvintring sker på hvede, rug og spildkornsplanter som sommersporer. Smittekilder i det tidlige efterår er spildplanter og overvintrende afgrøder, hvorfra smitte sker fra vinter- til vårsæd. Sporerne spredes med vinden over store afstande. Hen på sommeren dannes de sorte vintersporer, som er uden betydning for svampens overvintring. Brunrust på rug har værtskifte med krumhals og oksetunge, men værtskiftet er ikke obligatorisk. Klimakrav: Svampen trives bedst ved høje temperaturer og fugtighed. Den største mængde sporer dannes ved 25°C. Brunrustsvampens sporer er meget modstandsdygtige over for frost og kan overleve i månedsvis under sne. Sporerne behøver flydende vand for at spire, så allerede ved 99 % relativ luftfugtighed er spiringsevnen aftaget meget.

Bekæmpelse

Forebyggelse: Fjern spildkornsplanter. Der er få informationer om sortsforskelle i modtagelighed mod brunrust. Vintersæden bør ikke sås for tidligt, ligesom der kun bør gødes moderat med kvælstof. Varslingstjeneste: Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet og Videncentret for Landbrug udsender varslinger, hvis der forekommer tidlige og kraftige angreb af brunrust i hvede. Følg med på Internettet under Varsling/Registreringsnet. Brunrust på rug undersøges ikke. Kemisk bekæmpelse: Der findes flere anerkendte bekæmpelsesmidler. Doseringsvalg, forventet pris på afgrøden, udbytteniveau m.m. påvirker rentabiliteten ved en fungicidbehandling.

Navne og udbredelse

Dansk: Brunrust. Andre navne: Rust. Latin: Puccinia recondita f. sp. tritici (brunrust på hvede), Puccinia recondita f. sp. secale (brunrust på rug). Udbredelse: Brunrust optræder i alle hvede- og rugdyrkende områder og er meget udbredt i lande med varme somre.

Værter og betydning

Betydning: I Danmark tillægges brunrust i hvede kun mindre betydning, idet angrebene kun optræder sjældent og ofte kommer sent i vækstperioden og er svage. I rug gælder det samme, selv om der i visse år kan forekomme stærke angreb. Værter: Hvede og rug. Derudover angives mindst 37 andre græsarter at kunne angribes. Brunrust har forskellige former (forma specialis), så brunrust f.eks. på hvede ikke kan angribe rug og omvendt.

Navne på andre sprog

Dansk : Brunrust
Engelsk : Brown rust
Tysk : Braunrost
Latin : Puccinia recondita
Norsk : Brunrust
Svensk : Brunrost

Brunrust: Hvedeblad med rustfarvede pustler af brunrust
Hvedeblad med rustfarvede pustler af brunrust
Brunrust: Spredte brunrustpustler på bladoverflade. Gule områder ses omkring pustlerne
Spredte brunrustpustler på bladoverflade. Gule områder ses omkring pustlerne
Brunrust: Angreb tættere samlet på bladpladen
Angreb tættere samlet på bladpladen
Brunrust: undefined

 
Planteværn Online udgives af Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet og SEGES Innovation.
Informationer må viderebringes med kildeangivelse.

Skriv e-mail til planteit@seges.dk